
Relationsorienteret terapi
Denne terapiform tager udgangspunkt i de relationer, vi har til andre mennesker, hvad end det er familie, partner, venner kollegaer eller andre. Man arbejder indenfor den relationsorienterede terapi med hvordan disse forhold påvirker livet både fysisk og psykisk.
De relationer, som vi har til andre mennesker, er helt centrale for vores livskvalitet. Derfor er det også vigtigt at være opmærksom på, om selvsamme relationer er givende og sunde for vores liv, eller om de er negative og bremsende for den personlige udvikling.
Menneskers tilgang til at danne nye relationer er grundlagt i den tidlige barndom, og relationsorienteret terapi tager derfor udgangspunkt i klientens opvækst. Sammen undersøger vi de tanke- og handlingsmønstre, du har med dig, og hvorvidt de er hensigtsmæssige for dine personlige mål og velvære. Målet er at blive i stand til at skelne mellem givende og destruktive relationer, så klienten efter forløbet er bedre klædt på til fremadrettet at samle på de positive og givende relationer.
Denne terapiform beskæftiger sig ikke kun med det psykiske. Det er i kroppen vi mærker vores sande følelser, og den er derfor ligeledes i fokus under konsultationerne. Af forskellige årsager kan det være svært at mærke tilstrækkeligt efter i kroppen, og det er derfor ikke altid, at vi har fuld forståelse for vores følelser. Det kræver træning at kunne mærke efter, og en del af terapien handler derfor om, at hjælpe klienten med at dykke ned i kroppens reelle følelser.
.png)